Mor til tre

I går havde D. og jeg besøg af vores sorggruppe.

Et af aftenenes emner var - Hvad når folk spørger hvor mange børn jeg har?

 

Det, der kan være svært, er at der med det spørgsmål, kan der følge mange flere spørgsmål - og er man lige gearet til det - den dag.

 

Jeg har tre børn.

 

To uger efter Myntes begravelse, var vi til barnedåb.

For det første, blev vi inviteret på en rigtig fin måde, vi følte os meget velkomne og alligevel, følte vi os ikke tvungne - så det var helt sikkert med til at gøre, at vi bare skulle med - vi havde l y s t til at tage med.

For det andet - sprang vi kirken over. Vi døbte Mynte den dag vi også måtte sige farvel til hende, så den oplevelse, med små dåbskjoler, ting der bliver sagt af præsten og alle de føleleser det ville rive og flå frem i os - tænkte vi, at vi ville have for os selv - lidt endnu.

Det var også rigtig fint, at møde dem alle ved selskabslokalet bagefter.

Og vi følte os egentlig også ret ovenpå - dagen drejede sig om børn, hygge, mad og selvfølgelig den lille charmetrold, af en hovedperson.

Og selvom Mynte fyldte rigtig meget i mine tanker, fik jeg faktisk slappet af og snakket lidt med dem, vi sad til bords med.

 

Men pludselig - helt uforberedt, mens Dennis havde forladt mig ved bordet, spurgte dem på anden side "Nå, hvor mange børn har I så? De to her?" 

Øhhhhhh...

Min krop frøs fuldstændigt, min mund krøllede sig sammen og jeg endte med at sige "Vi har tre børn" , vende mig forvirret om til Cornelius, som sad og legede bagved mig, sige noget mærkeligt vrøvl, om at vi vidst måtte lede efter Far - og så gik jeg.

 

Det gjorde så ondt. Jeg havde lyst til at dele Mynte med alle, vise billeder af hende og vise verden mit tredje barn - men jeg sad i en helt anden situation, jeg følte at det var upassende, at bringe d ø d op til en barnedåb, jeg var bange for at bryde sammen foran et fremmed menneske og allermest var jeg bange for reaktionen - tænk hvis nogen sagde noget... dumt. 

 

Min erfaring - og tænk at skulle have erfaring indenfor det her emne.

Kompetencer i at miste sit barn.

Men, min erfaring er stille og roligt i løbet af de her måneder blevet, at folk ikke ønsker at såre en, folk siger ikke noget dumt, for at være onde, andre mennesker har (heldigvis) bare ikke den kompetence. 

Nogle er mindre akavede end andre, nogle er ligefrem naturtalenter og nogen får bare sagt noget rigtig ærgeligt, som gør utroligt ondt.

 

Min frygt er heldigvis, blevet oversskygget af den Totale - og uforventede støtte, opbakning og cyber-kærlighed, jeg har fået i gennem, at dele noget af mit aller inderste i gennem tekst og billeder på instagram.

Jeg vidste ikke hvad der ville ske, da jeg postede mit første opslag om vores dybe - nærmest ulidelige sorg. Men jeg havde brug for at skrive det - brug for at dele det! Og at skrive en sms til "MOR", sende det i "Familietråden" på messenger eller invitere nogle (og hvem?!) til kaffe og så overvælde dem med følelser og skøre tanker - Ej, det var ikke lige nok og jeg havde også følt det mere sårbart - her kunne folk vælge til og fra. Og skulle der være nogen sårende kommentarer, kunne jeg jo bare lægge telefonen væk... sort of.

 

Jeg mistede en følger - et nært familiemedlem, og senere en til, lidt længere ude i familien, men alligevel.. -Efter at jeg begyndte at dele regelmæssigt ud af mit liv - AV! det gjorde ondt. Og mere end, hvis det bare havde været billeder af MIG, de blev træt af at glo på. Det var mig. det var min familie. Det var mine følelser. Det var min sorg! - Den ville de ikke være en del af.

Det gør stadig ondt. Og hver gang jeg ser dem - tænker jeg på det.

 

M E N til gengæld fik jeg også SÅ meget positivt ud af mine opslag - enormt varmende feedback fra vidt fremmede mennesker. Det kom til at betyde så meget! Meget mere end jeg selv havde troet, eller end andre måske forstår. Og det hjælper mig helt sikkert med at være i min sorg - uden at den får overtaget.

 

 

...

 

Min brystkasse er lidt for spændt, mine øjne lidt for slørede og mit ordforråd er helt forsvundet...

 

Tak fordi I vil læse med.

 

♥ⓛⓞⓥⓔ♥

Chills