Mynte

Mynte 7 dage

Kære Mynte

 

205 dage i dag.

205 dage siden du blev født.

 

Forestiller mig at vi har et billede af dig fra d.8. - ½ års fødselsdag - milestenskort ved siden...

Med en fin lille kjole, et smil vi tilsammen har fået frem, med fjolleri bag kameraet - dit for tiden yndlingslegetøj, eller måske bare det nyeste i din lille lysebrune hånd, dine små fine tær der stritter af begejstring og dit smukke troldehår som er mørkere end Jada og Cornelius´ses og med fine små krøller i og med det fine hårbånd, jeg købte til dig. Og så dine nysgerrige store mørke øjne, som bare er fyldt med glæde og kærlighed.

 

Kl. er kvart i 11. -

Lige nu ville du sikkert være vågnet fra din formiddagslur og have indtaget lidt mad.

 

Du ville måske ligge på mit skød og være helt optaget af dine smukke lange fingre, putte dine fine bløde fødder op i munden og sikkert pludre helt vildt, som dine to store søskende gjorde, da de var seks måneder. Måske ville du ligge på gulvet, med lidt legetøj, eller møve dig rundt på gulvet efter mere spændende aktiviteter.

 

Jeg ville ønske at jeg lå på maven overfor dig - kiggede ind i dine dejlige øjne og snakkede med på dine pludre-historier.

 

Jeg ville ønske at jeg skulle rydde op efter det formiddagsmad, du havde snasket ud over det hele, efter at have prøvet mos for første gang.

 

Jeg ville ønske at vi kunne nusse, putte, fjolle og at jeg kunne kysse din lille tykke mave, mens vi skiftede dit tøj, ved puslebordet, inden vi skulle ud og lufte Smilla og nyde solen - og sammen se Smilla løbe rundt på græsset, ved legepladsen, mens du fik lov at udforske sandkassen, med dine små bare tær.

 

Måske ville du både smile og grine med mig.

Måske ville du klemme dig ind til mig, når jeg tog dig op fra sandkassen.

Måske ville du græde, fordi du var blevet træt - og jeg kunne trøste dig. Jeg kunne holde dig i armene, give dig din lille lyserøde kaning, fra moster og din sut.

Jeg kunne putte dig i barnevognen og give dig farmors fine strikkede tæppe over benene, mens jeg kyssede dine små kinder.

 

 

Jeg ville ønske at det var sådan.

Og ikke måske - .

 

Jeg ville ønske at du havde været rask.

 

Jeg ville ønske at ...

Rigtig meget havde været gået anerledes.

 

Jeg er så taknemmelig over den tid vi havde sammen.

 

Jeg elsker dig Mynte.

   

OG hvor ville jeg ønske du var 

h e r .

Hos mig!

 

 

Gravid ♡

Venter vi os virkelig allerede igen? ♥

1. april

 

I morgen for et år siden sad jeg små nervøs og tissede på en graviditetestest.

Dennis og jeg havde nemlig i d a g for et år siden siddet i et par timer og lavet den længste for og imod liste.

For ventede vi virkelig et barn mere - her hvor vi kun lige havde fejret Cornelius halvårs fødselsdag?

 

DET GJORDE VI ! ♥

 

Ingen aprilsnar ! Bare aprils-mor-&-far... x 3 

 

Den lange liste blev pludselig ret ligegyldig, men vi gav os alligevel et par dage til lige at være sikre, 

for øverst på listen var Cornelius og Jada. 

De skulle i hvert fald ikke svigtes - og to børn indenfor halvandet år er alligevel lidt af en mundfuld.

 

Men der var ingen tvivl efter de to dage - vi ville have det lille mirakel, som var kommet til os

...næsten helt af sig selv.

 

Og vi var jo i god tid med at få planlagt alt det praktiske: omkring børneværelser, hvor skulle lillebror eller søster sove, 

skulle Cornelius have et andet værelse så lille bebs fik værelset, som delte væg med os.

Skulle vi nå en masse med de to store, så vi ikke følte at vi manglede noget, når vi pludselig tog søvnløse nætter 

og vasketøj i pyramide -størrelse på ny.

 

- Det blev ikke til så meget, før jeg igen lå med toiletkummen som hovedpude og lugten af karry ikke måtte anes i vores hjem.

 

Det var alligevel lettere at være i det hele, til trods for et par indlæggelser med væskedrop og en fast recept på kvalmestillende,

fordi jeg jo stadig var på barsel og skulle tage mig af lille C.

Heldigvis har jeg ikke bare en helt fantastisk mand, som træder til med det samme, vi har også Jada, som er en rigtig SUPER-SØS.

Så tilsammen klarede vi os igennem de værste af månederne, med opkast.

 

14. juli

Dagen for gennemskanningen - skanningen hvor man finder ud af hvad køn man går og glæder sig til at møde.

 

Vi glæder os! Så meget, at vi har besluttet at Jada må komme med. 

Selvfølgelig med instruks om, at hun må sidde i venteværelset og så blive kaldt ind, hvis jordemorden siger god for det.

 

Vi kommer ind, glade og spændte - og med et lille væddemål om hvem der gemmer sig derinde.

Far siger lillebror, mor og søster siger lillesøster.

 

Jordemoderen går igang med at skanne og alt ser fint ud, nogle gange må jeg lige op og hoppe lidt og så kigger hun videre.

Vi venter stadig spændt på at høre om det er en lille pige eller en lille dreng, da hun pludselig bliver meget stille og rynker brynene.

Hun er nået til hjertet og det studerer hun meget grundigt.

Jeg bliver bedt om at gå en lille tur op ad gangen, for at hun kan se det endnu bedre, og imens henter hun en kollega.

Dennis og jeg er blevet meget stille, fjol og smil og kække bemærkninger er fuldstændig forsvundet og vi stirrer nu stift på skærmen, mens de to 

damer snakker meget internt og kigger skiftevis på hinanden og deres skærm.

- Så forklarer de os, at de ser noget med hjertet, som ikke er godt. Det er meget stort og de mistænker, at blodet strømmer i nogle forkerte retninger.

De vil sende os videre til en hjertelæge på rigshospitalet og de vil ringe til dem straks. For da det er fredag og midt i sommerferien, ved de ikke hvornår vi vil kunne komme til

- men da jeg er i 21. uge, skal det være hurtigt; "I tilfælde af at I ikke skal fortsætte...".

Fortsætte? Hvad?  

Mens vi begge er helt forstenede og tårene triller ned af mine kinder, spørger de om vi stadig vil have Jada ind til selve kønsskanningen.

Det vil vi - og mens de henter hende, får jeg lige tørret ansigtet og bragt et næsten glædeligt smil frem.

Jada kommer ind og sidder sødt, smilende og meget spændt ved siden af og kigger med store glade øjne op på skærmen.

DET ER EN LILLE PRINSESSE. 

Jada er så glad! og samtidig med at vi føler Jadas glæde, kan vi bare slet ikke føle den selv.

For kommer der så en lille prinsesse??

Vi ved ingenting. Vi forstår ikke hvad det betyder det hele. Og er det ikke så slemt, siden vi fik lov at få Jada ind?

 

Vi smiler og krammer Jada og med bedste anstrengelse for vi også bedt hende om at gå ud igen og vente, mens vi lige snakker færdigt med Jordemødrene. 

Hun danser op ad gangen, og vi sætter os nervøse og stadig helt forstenede hen til bordet med jordemoderen.

De har ikke fået svar fra riget, men det ville forhåbentlig blive hurtigst - og gerne i den kommende uge. Men de ville, ud fra deres erfaring, 

advare os om at det var en ret alvorlig hjertefejl de kunne se, uden at de kunne se lige præcis hvilken.

Og at vi måtte aftale en tid så snart vi havde været på rigshospitalet, hvis det blev til en afslutning på graviditeten.

Derefter fik vi et par billeder og også et til den stolte storesøster og så blev vi sendt ud ad døren.

 

Jeg måtte lige ud og "nette mig"/græde helt vildt og bande af mig selv ude på toilettet. For det hele var nok på grund af mine kvalmestillende piller, 

også selvom jeg lige havde spurgt og fået af vide, at de på ingen måde havde kunne skade hendes hjerte, så var jeg så sur på mig selv - kunne jeg dog bare have

undværet dem. Da jeg kommer ud fra toilettet, står Dennis med en lille lap papir i hånden, De havde fået en tid til os på rigshospitalet.

Afsti Afsted! Ringe og aftale med farmor og farfar at vi kom med børnene, hjem og hente Cornelius, videre ind med dem - i en bil, hvor vi 

i k k e snakkede om andet end en dejlig lillesøster. Vi ville helst ikke forvirre Jada og gøre hende ked af det. Vi vidste jo slet ikke hvad der skulle ske.

 

Vi sad et par timer i venteværelset på rigshospitalet, inden vi blev hentet ind. Her lå vi så i fuldstændig stilhed i over en time, mens en fantastisk dygtig, 

og måske ikke så følsom hjertelæge skannede os. 

 

Da stilheden blev brudt, var det med beskeden om at vores lille pige, havde en meget svær hjertelidelse, som hjertelægen ikke var helt sikker på hvad var, 

og måske var der flere.

Vi bliver præsenteret for muligheden for sen abort - faktisk VEL præsenteret. Vi er en lille smule usikre på om der er andre muligheder.

Derefter kommer en anden overlæge ind, en forsterspecialist - en sød kvinde. Hun skal gennemskanne vores lille pige -igen, for at være helt sikker på at hjertet 

er det eneste der er problemer med.

Og heldigvis er alt andet helt perfekt.

Vi bliver tilbudt en fostervandsprøve og en skanning mere - om mandagen. Og så bliver vi sendt hjem, med beskeden om at vi i weekenden skal gøre os nogle

overvejelser og at vi har til og med næste uge til at få foretaget en sen abort.

 

Vi tog hjem og kyssede lidt på vores børn, forklarede farmor og farfar om det hele og så lod vi børnene blive hos dem, 

mens vi vendte hjem, til en lang aften. Vi gik en lang tur, hvor vi bare snakkede og snakkede.

Vi tog kontakt til vores læger i familien. Vi tog hele vores for og imod liste, fra april op igen og igen kom vores to andre børn ind som tvivlspørgsmål.

 

Men næste morgen, var vi alligevel ikke i tvivl - det var MYNTE der var i maven og Mynte skulle vi give en chance.

 

Og da fostervandsprøven og vores blodprøver ikke viste noget, endnu en skanning hos søde Lisa, og en samtale med en anden hjertelæge, som i samarbejde med den første 

dygtige hjertespecialist, havde fundet diagnosen - SÅ VAR VI SLET IKKE I TVIVL .

Mynte var en fighter og hun skulle have en chance.

Og vi ville for alt i verden - gøre ALT for hende.

 

...

 

Det var første del om Mynte 

men hende kommer jeg helt sikkert til at skrive mere om.

 

Min lille engel

Min elskede frøken troldehår

 

Elsker dig helt op til stjernene 

 

 

Tak fordi I ville læse med - mit første indlæg

Fyldt med kærlighed!

Helt uendelig kærlighed

 

 

Chili